Roversangen

En frostkold vintermorgen

Melodi: Jacob Nielsen

En frostkold vintermorgen,
hvor tankens kuskeslag
sig fæstned som isblomster
på bivuakkens tag.
Er en del af vor drøm og vor virkelighed,
er en del af den tanke vi bar,
som et minde vi altid vil glædes ved
og en del af den tid, der var.

Lokalet tungt og røget
og tanker ord og dåd.
I fælles interesse
sad vi og fandt på råd.
Til hver ting som lærte os fællesskab.
Til hvert møde som glæde os gav.
Gennem medgang og modgang vi prøvet har
at opfylde alles krav.

I sene nattetimer
hvor tiden gik i stå
til himlens klare stjerner
vi prøvede at nå.
Selvom ofte på vejen vi vakled lidt,
selvom ofte vi snublede og faldt,
vi ved fælles hjælp, fik os fremad slidt,
og handlede måske da det gjaldt.

Den stærke skal hjælpe den svage,
og i fællesskab skal vi gå,
for kun ved at støtte hinanden,
kan vi til målet nå.
Det er mer end en drøm, det er virkelighed,
det er mer end en sang der skal ud,
jeg tør si’, jeg er rover i KFUM,
jeg er kristen og jeg tror på Gud.

Tekst: Jacob Nielsen